UCCAS - EN PICARD

Hvorfor en picard?

 

I 2002 blev jeg færdiguddannet som lærer og ville derfor til at have min egen hund. Jeg havde selvfølgelig nogle krav til  racen, da jeg ville bruge den til træning og gerne IPO-træning. Jeg sværmede lidt for Riesensnauzer, men efter flere samtaler med en bekendt der har racen, blev jeg enig med mig selv om, at det ikke skulle være lige nu. Han sagde nemlig, at de danske riesensnauzere var meget svingende rent driftsmæssigt, så han ville anbefale mig at tage til Tyskland. Det kunne jeg ikke helt overskue på det tidspunkt.

Helt tilfældigt læste jeg så i "Hunden" om picarden. Det lød rigtig interessant og jeg tog kontakt til Joan og Toni for at stille uddybende spørgsmål og se racen "live". Jeg kan så bare sige en ting: jeg var solgt på stedet da jeg hilste på Poupet (Uccas' far) og Sava (Uccas's storesøster) på en udstilling i Fredericia! Udseendet og temperamentet var lige mig og min gode veninde Helle der var med mig den dag, var enig med mig, det virkede til at være en rigtig dejlig hund. Da Joan så kontaktede mig og sagde, at hvis jeg stadig var interesseret, ville de parre Orphee og Poupet næste gang Orphee kom i løb, skyndte jeg mig at sige ja tak, jeg vil gerne bestille en hvalp!

Ventetid

Så kom den ulidelig ventetid. Jeg skulle dog lige finde et nyt sted at bo, da jeg ikke måtte have hund hvor jeg boede, så jeg havde lidt at tage mig til i de måneder. Den 27. januar 2003 fik jeg så den mail jeg havde ventet på. Orphee havde født 5 små hvalpe! Da hvalpene var 4 uger, besøgte jeg dem for første gang. Det var selvfølgelig helt fantastisk og jeg var totalt solgt. Da jeg skulle hjem, charmede Uccas lige lidt ekstra i forhold til de andre, han ville nemlig lege med en bold, da alle de andre sov. Det satte nogle ting på plads i mit hoved, for på det tidspunkt havde jeg ikke valgt hvem jeg ville have. Joan og Toni var heldigvis enige i den betragtning og jeg tror at det var der vi alle blev enige om at Uccas var min.

I marts 2003 fik jeg så Uccas hjem og det var meget lettere end jeg havde drømt om. Den første uge skulle han tisse to gange om natten, så en uge med en gang og derefter sov han indtil jeg skulle op. Han var også hurtig til at lære at være alene hjemme og han lavede ikke den store ballade. Der blev selvfølgelig tygget og leget med aviser, men han ødelagde ikke møbler etc.

Træning

En ting havde jeg dog ikke taget højde for: Jeg fik en hund, for hvem mad ikke betød (og stadig ikke betyder) det helt store for. Godbidder kunne spises, men det var ikke noget han ville gøre ret meget for - nej, så hellere undvære! Hold op, hvor jeg har kæmpet med det! Men, i dag synes Uccas at godbidder er ok og han kan godt belønnes med dem og han vil også arbejde for at få noget. Han har også lært at bolde er en sjov ting og de fungerer rigtig fint som belønning.

Rent træningsmæssigt fik jeg dog noget af en udfordring. Uccas har i de første 2,5 år ikke været specielt interesseret i træning og jeg har ikke rigtig kunnet greje ham. Heldigvis har jeg fået kontakt med Hele Poulsen fra Nordsjælland og hun har givet mig rigtig mange ideer og hjulpet mig når jeg har været mest opgivende. En picard er en hund, som skal kunne se et formål med det den gør ellers gør den det ikke! Det har Uccas virkelig levet op til og indtil jeg ligesom fandt ud af, hvordan han skulle motiveres har jeg haft en del bøvl med træningen.

Men i dag går det meget, meget bedre. Uccas er glad for at træne og jeg kender ham meget bedre end tidligere. Jeg har fundet ud af hvordan han skal trænes og så har jeg lært at læse hans signaler og kropssprog, så han ikke så let kan løbe om hjørner med mig. Derudover er han også ved at være en voksen hun og det har hjulpet meget. Jeg vil næsten vove den påstand, at Uccas har lært ligeså meget de sidste 8 måneder som han har de første 2 år! Det er da også derfor at jeg tør satse på, at vi rykker op i B-klassen i år og hvis alt flasker sig, så er der måske også en DM-deltagelse til os. Men, nu må vi se - det vigtigste er oprykningen.