PICARD - HISTORIE

Berger de Picardie

Racen picard er en meget gammel race, som stammer fra Frankrig. Den kan dateres helt tilbage til kelterne i ca. år 800. Der har aldrig været ret mange individer af racen og udenfor Frankrig har racen stort set været ukendt i mange år. Først indenfor de senere årtier er racen blevet hyppigere udenfor hjemlandet. Franskmændene har altid holdt racen "tæt på kroppen", da de ikke er interesserede i, at den skal blive en modehund, hvor man går på kompromis med brugsegenskaberne og udseendet. I dag er der ca. 4000 picards på verdensplan. 40 af dem findes her i landet.

I 1899 blev racen for første gang fremvist på en udstilling i Frankrig, men præsidenten for den franske hyrdehundeklub nægtede at bedømme den, da den var for pjusket at se på! I 1912 blev der udarbejdet en racestandard, men først i 1925 blev racen officielt anerkendt. Under 1. Verdenskrig blev picarden flittigt benyttet af den franske hær. Både som sanitets- ordonnans- og patruljehund. Mange picards døde, ifølge franske kilder på "Ærens mark".

Efter 2. Verdenskrig var picarden tæt på at uddø, da der fandtes meget få ressourcer i Frankrig. Først i 1953 blev racen genetableret efter et meget seriøst avlsarbejde. I 1956 blev den franske klub "Les Amis du Berger Picard" dannet. Denne klub eksisterer endnu og betragtes som "hovedklubben" for racen.